Glamping

I bunden af Helles Have kan du sove behageligt på gode senge midt ude i naturen – med den skønneste udsigt til marker og Stege Nor.

Vi har to glamping-telte, som du kan leje via Airbnb fra maj til og med september måned. Begge telte er til to personer med opredte senge. Der er service, tæpper, håndklæder, fælles bålsted og toilet med brusebad i gårdbygningen.

Det lille telt er med to opredte enkeltsenge (boksmadrasser) i hver sin side af teltet, et lille bord og to stole. Der er hyggelig belysning i teltet med lanterne og lyskæde.

Det store telt er indrettet med to gode boksmadrasser, som står sammen i midten af teltet. I den ene side af teltet er et lille spisebord og to kurvestole. I den anden side er et lille sofabord og to stole. Der er to reoler til service, tøj m.m. Lyskæder og lanterner sørger for at skabe en hyggelig stemning om aftenen.

Nyd stilheden og stjernehimlen ved bålstedet inden I går ind til ro – drik morgenkaffen med udsigt til marker og Stege Nor. Det giver ro i sjælen! Der er mulighed for at tilkøbe morgenmad eller andet godt i vores gårdcafé.